Osler-patient angrebet af MRSA-bakterier

Den 28. oktober 2014

Oslerpatient angrebet af MRSA-bakterier.

Har du diagnosen Osler, skal du måske være særlig agtpågivende og være særlig opmærksom på ændringer i dit helbred. Kan det skyldes, at du er angrebet af MRSA-bakterien?

Denne fortælling er berettet af Jørgen Brandt Andersen.

For mig startede det hele i september 2013. Jeg fik ondt i ryggen. Det var ikke usædvanligt for mig, så jeg gik til kiropraktoren. Efter et par behandlinger gik det op for mig, at denne gang var smerten anderledes. Efter 5 behandlinger sagde jeg selv stop, for det hjalp overhovedet ikke.

I løbet af en måneds tid blev det virkelig slemt, og jeg gik til min praktiserende læge, der henviste mig til en CT-scanning. Jeg blev scannet, og vi ventede på resultatet. Det gjorde mere og mere ondt, jeg tabte i vægt, fik feber og en dag blev det for meget. Jeg gik til lægen og sagde, at det her kunne ikke blive ved. Min sædvanlige læge var på kursus, men en anden læge, som jeg kender udmærket, ringede til sygehuset, og jeg blev straks indlagt.

Jeg kunne ikke bevæge mig uden uudholdelige smerter. Jeg var virkelig bekymret, og det var min familie også. Sådan havde de aldrig oplevet mig før. I første omgang blev jeg hjemsendt dagen efter med medicin mod blærebetændelse, men også med en forsikring om, at jeg kunne blive indlagt akut igen, hvis det ikke hjalp. Det gjorde det ikke. Efter 2 dage blev jeg indlagt igen, og efter en MR-scanning fandt lægerne ud af, at jeg havde en MRSA stafylokok i ryghvirvlerne. Det forklarede smerterne. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det var alt sammen sket i løbet af en måneds tid.

MRSA’en er resistent mod flere slags antibiotika! Det ved alle efterhånden. Det er jo et problem i sig selv. Da lægerne havde fundet ud af, at jeg havde MRSA, blev jeg naturligvis isoleret, og sygehuspersonalet måtte i ”rumdragter”, når de skulle ind til mig. Først efter tredje forsøg fandt de den antibiotika og den særlige kombination med anden medicin, der skulle til for at slå MRSA’en ned. Det var en lettelse. Også for min familie. De var bekymrede og savnede faktisk en bedre dialog med ansvarlige læger (der kom hele tiden nye læger, selv om der var én, der havde hovedansvaret).

Jeg var indlagt i 5 uger og fik antibiotika og smertestillende i 3 måneder. Den smertestillende medicin blev naturligvis nedtrappet over tid, men jeg vil pointere, at i starten af denne periode var jeg ikke klar til at tale med sygehuslægerne. Dels kunne jeg ikke huske, og dels var jeg så påvirket, at jeg nærmest var utilregnelig. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke min ægtefælle havde været med til alle samtaler med lægerne. Og som Osler-patient er der endnu flere oplysninger at holde styr på.

Under forløbet tænkte vi også på sammenhængen mellem infektion i kroppen og risikoen for, at denne infektion skulle sætte sig som en byld i hjernen. Jeg blev undersøgt for, om infektionen havde sat sig på hjerteklapperne, men med hensyn til hjernen, blev risikoen afvist af lægerne. Min ægtefælle havde under forløbet god kontakt til og støtte fra overlæge, ph.d.  Anette D. Kjeldsen, OUH, der som en følge heraf også var i kontakt med lægerne på sygehuset, hvor jeg var indlagt. Det var en stor hjælp for os.

I starten var mine infektionstal høje, og det blev målt hver dag. Jeg kunne næsten ikke vente på resultatet, og det var det første, familien spurgte efter, når de ringede eller kom på besøg. Kort efter at lægerne havde fundet den virkningsfulde antibiotika, foreslog overlægen ved en stuegang, at nu kunne jeg godt komme hjem, og at min ægtefælle sagtens kunne give mig både antibiotika og smertestillende intravenøst!! (Vi bad om en hjemmesygeplejerske til denne opgave, men det kunne ikke lade sig gøre). Min ægtefælle fik næsten et chok og troede ikke sine egne ører! Enden på det blev da også, at jeg forblev yderligere 3 uger på sygehuset og blev først udskrevet, da jeg kunne modtage al medicin i pilleform.

Skæbnen ville så, at jeg kort efter hjemsendelsen fik opkastninger og appetitten – som ikke var for god i forvejen – forsvandt næsten. Efter nogle opkald til sygehuset og et par dages utryghed blev den ene slags medicin udskiftet med en anden, da det viste sig, jeg ikke kunne tåle det. Det var ikke første gang, sygehuset hørte om en patient, der ikke kunne tåle denne medicin, men vi var bare ikke forberedt på, at det kunne ske.

Det var dejligt at komme hjem. Der var god hjælp at hente fra Hjælpemiddelcentralen, og jeg fik nødvendigt udstyr, herunder en rollator. Der blev løbende taget blodprøver, og infektionstallet faldt stadigvæk. I hele forløbet havde jeg kun meget lidt appetit og tabte vægt. Men stille og roligt stabiliserede forholdene sig, og i juni 2014 er jeg næsten tilbage i gammel standard.

Jeg har fået mange spørgsmål om hvorledes, jeg kan være blevet smittet:

Hvordan fik du disse bakterier? Har du været indlagt på sygehus i udlandet? Har du været på besøg på en svinefarm? Spiser du meget svinekød? Jeg har selvfølgelig talt med lægerne om hvordan, jeg kan være blevet smittet, og den største sandsynlighed er formentlig, at smitten er kommet ind, når jeg har haft næseblod. Det sker jo mange gange om dagen, så oslerpatienter har en højere risiko! Alle er bærere af en masse bakterier, og de er som oftest ganske ufarlige, når personen ikke har åbne blodbaner.

Jeg og min ægtefælle har høstet en del erfaring med det forløb, som vi har været igennem, og har nogen af jer spørgsmål, så er I meget velkomne til at ringe 2979 0264 eller maile jorgen.brandt@hotmail.com

Med håbet om, at I har et godt immunforsvar og i øvrigt er i god form, sender jeg alle Oslerpatienter de bedste ønsker for fremtiden, og jeg håber at se jer til næste medlemsmøde i Middelfart, lørdag den 11. april 2015. Her kan vi udveksle flere erfaringer.


Læs også

Kurt Hartmann - Youngs Procedure

Jan Hansen - Lukning af næsen

Silastikskiver i næsen